“It doesn’t get easier; you just get better”, som de siger.
De sidste to år har været et rent helvede for mig, familiemæssigt, studiemæssigt og psykologisk. Nogle af de værste år i mit liv. Jeg var under et gigantisk pres og var ved at knække sammen. Det føltes som om tiden stod stille, mens resten af verden bare fortsatte uden mig. Mit liv og min sunde fornuft har hele tiden hængt på ét enkelt hår. Jeg har haft mange triste fysiske og mentale symptomer, som blev triggered af denne situation. Blod, sved og tårer, bogstaveligt talt, og mange mareridt.
Siden 2016 har jeg kæmpet med den samme svære eksamen (Sikkerheds- og kreditorrettigheder) og fejlet den om og om og om og om igen – lige indtil jeg reelt troede jeg skulle blive smidt ud (og skaffede nogle af bøgerne til et andet studie, fordi jeg simpelthen ikke kunne se den lykkelige slutning). Jeg troede reelt at jeg var en idiot og en “imposter” på studiet.
Denne eksamen har været min identitet i ca. to år (hvor jeg heller ikke fik SU fordi jeg ikke var studieaktiv); jeg læste pensum hele tiden, havde kun filer til dette fag på computeren, kun bogmærker og grupper til dette fag på alle mine devices. Det var alt jeg kunne – og MÅTTE – tænke på.
Folk siger at det er den sværeste bacheloreksamen på jurastudiet og jeg kender studerende som er blevet smidt ud kun pga. denne ene eksamen. Mange sagde til mig at de “ville have givet op og fundet noget andet”, men det kunne jeg ikke få mig selv til, ikke når jeg kun manglede 10 ECTS point for at blive færdig med min BA. Gang på gang fik jeg 00 og dumpede, og hver gang var det som at blive sparket når man allerede er nede på jorden med tårer og blod overalt.
Billedet er taget efter min sidste bacheloreksamen, hvor jeg takket være en masse folk (og noget medicin) for første gang følte mig godt forberedt og veludhvilet til en eksamen – jeg følte ikke at jeg var ved at dø, men jeg tog stadigvæk en chance, fordi jeg sagde “jeg kan ikke gøre den samme ting hele tiden, ellers bliver jeg sindssyg – det er nu eller aldrig”. Jeg kunne også have udskudt min prøve til sommeren 2019, men det tror jeg ikke jeg ville kunne have klaret mentalt.
Dagen efter eksamen fik jeg karakteren 4, som jeg troede var en tastefejl, da gennemsnittet var på 1,7. Men nej, den var god nok, og det var den ABSOLUT ENESTE ting jeg “ønskede mig” til jul. Har aldrig følt mig så lettet før; en helt sindssyg overvældende katharsis. Et 02 var guld værd for mig og jeg var derfor “over the moon” over et 4-tal (selvom det tog noget tid før jeg fattede det).
Jeg har flere folk at takke end en Oscar-vinder. Folk som har hjulpet mig forstå faget bedre, hjulpet mig skrive dispensationsansøgninger og klager, støttet mig mht. angst-tips og medicin, støttet mig med kærlighed og humor, været realistiske over for mig og meget, meget mere…
Sådan som jeg har følt det, er jeg blevet destrueret og bygget op igen – og det føles godt, til allersidst. Man bliver til Neo fra The Matrix når man har lært nye tricks og metoder… Men igennem det hele, gør det utrolig ondt og man føler sig meget sårbar og uintelligent – og det er vigtigt at få hjælpen, man har brug for. Det er OK ikke at være perfekt, selvom kun en promille på mit studie tør indrømme dette. Jeg har nok i sidste ende lært mere om mig selv, end om mit fag, efter disse to år.
Så jeg takker alle som har været der for mig, og jeg vil også hjælpe folk med at bestå denne eksamen eller komme videre i studiet – skriv til mig, hvis I har brug for råd.
Glæder mig til at komme tilbage på studiet til februar. Vi ses!
